Forsinkede leveringstider – besked fra Nat-Tech IT

Der er i øjeblikket forsinkelser på mange leveringer af IT-udstyr. Nat-Tech IT har sendt nedenstående information ud omkring situationen.

Foto: Colourbox.

"Den fortsatte nedlukning over hele landet har også fortsat indvirkning på vores vareleverancer.

Vi vil gerne takke alle jer, der udviser stor forståelse og tålmodighed for situationen. Det er altid motiverende at få en glad smiley eller et tak med på vejen, når varer bliver meldt klar eller bliver afhentet, også selvom den har været længe undervejs.

Ud over at vores leverandører er ramt af nedlukning i forskellig grad, så er de også ramt af manglende leverancer fra producenterne, som alle kæmper med at følge med den ekstremt store efterspørgsel på IT-udstyr. Dette gør sig gældende på alt fra vores standard PC'er til skærme, webcams og headsets. Lige nu er leveringstidspunktet for denne type udstyr ultimo februar.

I Nat-Tech IT Indkøb er der stadig fokus på at behandle ordrer, så hurtigt som muligt efter de er modtaget. Vi kan af gode grunde ikke gøre noget ved leveringssituationen, og i langt de fleste tilfælde kan vi heller ikke oplyse, hvornår en given ordre leveres, alene af den årsag, at leverandøren ikke kender denne dato.

Da levering er så usikker som den er, bruger vi nu meget tid på spørgsmål om leveringstider, og i at være i dialog omkring både alternative varer og priser, såfremt en given vare ikke kan leveres. Dette giver en væsentligt længere behandlingstid, og giver derfor også en længere behandlingstid for de mere almindelige bestillinger.

Det er fuldt forståeligt, at I gerne vil have jeres udstyr så hurtigt som muligt, og vi forstår også godt, at I skriver, at ordren haster. Det ændrer desværre ikke på, at varerne ganske enkelt ikke findes hos leverandørerne, og at vi derfor ikke kan sige hvornår i kan få jeres udstyr udleveret."

- Nat-Tech IT